Pressemeddelelse


Stor udstilling af Fryd Frydendahl skyder Kulturkvarteret i Taastrup i gang

Undulater, trompetister og tæppetissere er blandt motiverne i fotokunstner Fryd Frydendahls nye udstilling TÆPPER i Taastrupgaard. Udstillingen, der kan besøges fra d. 10. september, er første kunstprojekt i en indsats over tre år, der vil åbne op for dialogen om, hvad kunst og kultur er, kan være og skal i kulturkvarteret i Taastrup.

I udstillingen TÆPPER har kunstfotograf Fryd Frydendahl taget fat i tæppet som symbol. Tæpper bliver nemlig brugt i alle kulturer i en variation af mønstre – som bedetæpper, gulvtæpper, bagtæpper eller måske flyvende tæpper. 

Som tråde på kryds og tværs af Taastrupgaard skaber Fryd Frydendahl et nyt mønster – et mangfoldigt fotografisk portræt af området printet på 25 tæpper. Her blæser hun det intime rum mellem mennesker op på 6 m2 store farverige tæpper, der vil hænge ned fra beboernes altaner og invitere besøgende på opdagelse mellem betonblokkene i boligområdet.

Fryd Frydendahl, der netop er blevet konstitueret leder af Fatamorgana, er en anerkendt dansk fotograf. Når hun fotograferer mennesker og steder, er det med en karakteristisk, uprætentiøs og lidt tilfældig stil – et råt, men følsomt sprog, der opfanger nuancer og fortæller mere end, hvad øjet ser. TÆPPER er et af hendes første kunstprojekter i det offentlige rum.

Friktion er afsæt for kunsten

TÆPPER er også første spadestik i et længerevarende projekt over de næste tre år. Her vil AKB Taastrupgaard, Somewhere og arkitekt Tyra Dokkedahl gerne åbne op for dialogen om, hvad kunst og kultur er, kan være og skal i kulturkvarteret i Taastrup.

Derfor bliver professionelle kunstnere inviteret ind til at udvikle projekter sammen med beboere og aktører i området. Intentionen er at afprøve, hvordan kunsten kan forene og udfordre forskellige verdenssyn og skabe et kollektivt frirum for nytænkning i udviklingen af kulturkvarteret.

Hvor Fryd Frydendahl nu synliggør det levede liv i en udstilling, tog billedkunstner Kerstin Bergendal kommunale aktører, boligorganisation og foreninger under kunstnerisk behandling i en workshop med fokus på konflikt og deltagernes eget ansvar for at tage initiativ til løsninger.

Kunsten skal sætte spor

De midlertidige kunstprojekter skal sætte spor og bidrage til fortællingen om kulturkvarteret. Når udstillingen er ovre, bliver en del af Fryd Frydendahls smukke tæpper derfor distribueret ud til foreninger og institutioner i området – fx har arkitekterne bag det kommende Børne- og Kulturhus doneret to værker som indvielsesgave til bygningen.

Til foråret opfører performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen SYNLIG, en ny rituel performance med deltagelse af 100 skoleelever fra to forskellige skoler i området.

Derefter følger projektet ”Kysset”. Over tre år skal kunstnere i krydsfeltet mellem billedkunst, scenekunst og arkitektur udvikle projekter i et konkret byrum, hvor det almene boligområde møder de private boliger, der er på vej. Ambitionen er at beboere, foreninger og andre aktører møder hinanden gennem kunsten og udvikler produktive fællesskaber og prototyper, som sætter spor i den fysiske udvikling af Kulturkvarteret i Taastrup.